FÅR FAMILIEN FOR MEGET I LØN?
Spørgsmålet er aktuelt i mange familievirksomheder.
Forestil dig, at den administrerende direktør, som IKKE er medlem af ejerfamilien, får en løn på markedsniveau.
Forestil dig nu, at salgschefen er kusine til firmaets hovedaktionær, og at direktøren mener, at salgschefen får en løn langt over markedsniveau på bekostning af virksomhedens overskud.
Hvis direktøren fornemmer, at salgschefen bliver favoriseret på baggrund af sine familieforhold, kan det blive et alvorligt problem for direktørens motivation.
Samtidig kan de uformelle magtforhold i familievirksomheden gøre det svært for direktøren at italesætte sin utilfredshed.
Så hvad er løsningen?
Lønforholdene for ansatte, der er medlemmer af ejerfamilien, bør italesættes og håndteres proaktivt af bestyrelse og direktion.
Alle medarbejdere bør aflønnes efter gennemskuelige kriterier – og bestyrelse og direktion bør sikre, at alle med tilknytning til virksomheden er bekendt med lønstrukturen.
Desuden bør bestyrelse og aktionærer i udgangspunktet have en særlig indsigt i, hvad ansatte med familiemæssige bånd til ejerfamilien får i løn.
På den måde sikres en grad af kontrol.
Hvordan sikrer jeres virksomhed, at aflønningen sker på en transparent og fair facon?